Glad Garden Party

Vælg billetter


 
Heldagsfest med bands fra institutioner. Vi har inviteret fantastiske The Mumes fra Aarhus, stærkt backet op af fire lokale bands: Højspænding og Gogo Bananas fra Aalborg, Hønsegården fra Skovsgård og BV2 BAND fra Løgstør. Bo Young er konferencier.

Heldagsfest med bands fra institutioner

Torsdag 6. juli kl 15:00-20:00

Heldagsfest med bands fra institutioner. Vi har inviteret fantastiske The Mumes fra Aarhus til at komme og spille, stærkt backet op af fire lokale bands: Højspænding og Gogo Bananas fra Aalborg, Hønsegården fra Skovsgård og BV2 BAND fra Løgstør. Bo Young er konferencier. Det hele vil foregå på pladsen udenfor hotellet, og der vil være salg af hamburgere, pølser og gode drikkevarer.

Program
Kl. 15:00 - Gogo Bananas
kl. 15:45 - Højspænding
kl. 16:30 - Hønsegården
kl. 17:15 - BV2 BAND
kl. 18:00 - The Mumes.
kl. 19:00 - The Mumes

Konferencier: Bo Young

Højspænding og Gogo Bananas

Højspænding

Højspænding og Go Go Bananas er begge bands, som er opstået i Aalborg på Den Rytmiske i Nordkraft. Højspænding er det ældste, med knap 25 år på bagen og består pt. af Janni og Karina (begge sang, keyboard), Lasse (bas, sang) og Søren (trommer). Lasse har været med fra starten, mens Søren er nyeste medlem.

Go Go Bananas er kun 20 år gammelt og består af Janni (sang, trommer, keyboard), Poul (sang, congas), David (bas) og Michael (trommer, sang). Michael og Poul har været med fra starten.

Begge orkestre spiller nyere danske pop/dansktop numre. Ledet af Henrik Fevre.

Gogo Bananas

Hønsegården

Hønsegården

"Vi sku hedde et navn, jo. Så blev vi døbt Hønsegården. Unge, skøre mennesker med masser af idéer - håber vi da. Vi kommer fra Skovsgaard, men stammer fra mange steder. Vi kender hinanden gennem bofællesskabet Poststrædet 2. Vi spiller mest dansktop, en lille smule pop og rock, og hjemmeskrevet musik."

BV2 Band

BV2 Band

Bv2 Band har eksisteret siden 2018. Orkestret udsprang af det legendariske brugerband STRÅMÆNDENE, som i 1996 vandt det allerførste Handicap Grand Prix. STRÅMÆNDENE nåede at eksistere i 30 år. TAK til STRÅMÆNDENE. Bv2 Band blev oprettet med flere af de gamle medlemmer, og en del nye tiltrådte også. Det gav dynamik og fornyelse.

Bv2 Band blev hurtigt en stor succes, og nåede en del jobs rundt omkring inden coronatiden satte en stopper for at optræde. Kalenderen var ellers ganske fyldt - ØV... Dog gjorde coronatiden, at der blev øvet og øvet til den store guldmedalje. Bv2 Band blev utroligt velspillende, for man kan ikke bare hvile på laurbærene, fordi Danmark er lukket ned - og rutinen blev opbygget. Det sociale, venskabet og det musikalske blev mere og mere fasttømret.

Da Danmark lukkede op igen, var orkestret mere end klar til at underholde. Bv2 Band blev i kraft af et af medlemmernes tekst og musik, repræsenteret til HGP 2022 ... og VANDT med sangen ``Der er noget i dit blik``. Det var en FANTASTISK dag! Siden hen vandt de handicapprisen i Vesthimmerlands kommune. Kalenderen byder på en del arrangementer, og der er flere på vej. Bv2 Band er en del af Globen i Vesthimmerlands Kommune, og holder til i Aalestrup. Dette er et samarbejde mellem AOF og Globen i Vesthimmerland.

Bv2 Band spiller musik fordi, de elsker det - men også fordi at sammenholdet og det sociale er vigtigt. Repertoiret er utroligt blandet, og er kort sagt populærmusik. Lige pt. består orkestret af 9 borgere med et handicap, orkestrets tovholder / underviser + en frivillig - og vi har det FANTASTISK sammen!

The Mumes

The Mumes

Et socialøkonomisk musikprojekt der aktiverer musikalske supertalenter med psykisk udviklingshæmning.

Siden 1989, under forskellige titler har projektet været frontløber for spil-selvkulturen på den danske handicap scene. Projektet udvisker den gængse relations forståelse ved at fjerne pædagog/bruger titlerne. I stedet fungerer projektet som et professionelt orkester, med alt det indebærer. Der er en manager, der et band og der er et crew. På den måde opnås en gensidig respekt, et hierarki der sikrer succes for den enkelte, og en ejerskabsfornemmelse der ikke kan købes for penge.

Projektet kan 100% fokusere på talentet hos den enkelte, hvilket i dag viser sig ved at orkestret globalt anerkendes som ét af de allerbedste af sin slags. THE MUMES underholder og imponerer hvor end de kommer.

Med en uimodståelig charme, og en spilleglæde der ikke kan indstuderes, spiller THE MUMES alt fra baggårdskoncerter til festivaler i ind- og udland. Et garanteret pleasershow der udelukkende spiller alle de sange publikum kan synge med på – helt fra Rolling Stones over Gasolin’ til Alberte Winding.

Først er du imponeret – så hører du historien, og tror det er løgn!

Godt at vide:
Entré til koncert: 150 kr.
Der vil være salg af hamburgere, pølser og gode drikkevarer.
Indgangen åbner ca. kl. 14.30 og koncerterne starter kl. 15.00.

Køb koncertbillet på: www.brovstmusik.dk, på Skovsgaard Hotel eller i DagligBrugsen i Skovgaard.
Evt. resterende koncertbilletter sælges ved indgangen.

Facebook


Belépés



Az alábbi közösségi oldal fiókokat is hozzácsatolhatja fiókjához:

sign in with google